2.1 Baggrund

I 2011 foretog Grønland Statistik en omfattende revision af beskæftigelses-statistikken med udgangspunkt i et – på daværende tidspunkt – nyt og mere detaljeret datagrundlag. Sigtet var at få tilpasset statistikken og de anvendte opgørelsesmetoder til de internationale standarder, som er formuleret af ILO’s statistiske kontor.1 I 2012 blev en tilsvarende revision af ledighedsstatistikken foretaget, således, at der nu foreligger en sammenhængende arbejdsmarkedsstatistik med udgangspunkt i internationale retningslinjer. De to statistikker – beskæftigelsesstatistikken og ledighedsstatistikken – udgives dog separat.

2.2 Kilder

De såkaldte månedsredegørelser og månedsspecifikationer udgør den centrale del af statistikkens datagrundlag. Begge stammer fra virksomhedernes månedlige indberetninger til Skattestyrelsen. Månedsredegørelserne indeholder de enkelte virksomheders samlede månedlige lønudgifter samt hvor meget, der heraf er indeholdt til skat og arbejdsmarkedsafgift. I månedsspecifikationerne fordeles løn og skat fra virksomhederne på de enkelte ansatte. Månedsredegørelserne er således virksomhedsorienterede, mens månedsspecifikationerne er personorienterede, og de to opgørelser er tæt knyttet til hinanden.

 

Ovenstående kilder dækker dog ikke alle personer i beskæftigelse, idet bl.a. de selvstændigt erhvervsdrivende mangler. Før 2015 mangler der endvidere månedsspecifikationer for lønmodtagere med dansk registrerede arbejdsgivere i statistikkens datagrundlag. Den resterende beskæftigelse, der ikke indgår i månedsspecifikationerne, imputeres fra oplysninger om A-indkomst og resultat af egen virksomhed fra Grønlands Statistiks personorienterede indkomstregister, dannet på baggrund af selvangivelsesoplysninger.

 

I forbindelse med imputering af beskæftigelse, der ikke er dækket af månedsredegørelserne og månedsspecifikationerne, anvendes de kommunale registreringer af arbejdssøgende ved de lokale arbejdsmarkedskontorer.

 

I forbindelse med opgørelse af beskæftigelsen i den offentlige sektor er Grønlands Statistiks register over kommunale udbetalinger af indkomst-erstattende ydelser helt centralt. Registret gør det muligt at adskille månedsspecifikationerne i lønudbetalinger samt i udbetalinger, der ikke er beskæftigelsesrelaterede.

 

Til at knytte brancheoplysninger på beskæftigelsen anvendes Grønlands Erhvervsregister (GER). I GER er hver registreret virksomhed tildelt en branche ud fra virksomheden primære aktivitet. Denne brancheinddeling er dog modificeret en anelse i statistikkens branchekodning. Således flugter beskæftigelsesstatistikkens brancher ikke fuldstændig med brancheinddelingen i GER. Motivationen bag denne modifikation er, at flere større virksomheder – særligt med tilknytning til fiskeri, som direkte eller indirekte beskæftiger fiskere – er registreret under andre brancher i GER. Dette forhold ville – uden modifikation – betyde, at beskæftigelsen i enkelte brancher – særligt inden for fiskeriet – blev stærkt undervurderet, mens beskæftigelsen i andre brancher – primært inden for handel og industri – blev tilsvarende overvurderet. Modifikationen er fortaget således, at virksomhederne inddeles efter brancherelationer, hvilket eksempelvis betyder, at branchen Fiskeri, fangst og landbrug foruden fiskere, fangere og landmænd også inkluderer ansatte på fiskefabrikker og indhandlingssteder samt slagteriarbejdere m.fl. Ligeledes består beskæftigelsen i branchen Råstofudvinding foruden minearbejdere også af personer med direkte råstofrelaterede beskæftigelse som eksempelvis geologiske undersøgelser.

 

Til at definere den fastboende befolkning, der er statistikkens analyse-population, anvendes Grønlands Statistiks befolkningsregister. Registret anvendes endvidere til at knytte demografiske oplysninger – såsom bopæl, alder og køn – på beskæftigelsen. Disse demografiske oplysninger opgøres ultimo tællingsåret.

 

Statistikkens uddannelsesoplysninger stammer fra Grønlands Statistiks register over højest fuldførte uddannelser (HFU), der opgøres ultimo tællingsåret. Inddelingen i uddannelsesgrupper foretages med udgangspunkt i ISCED11-uddannelsesnomenklatur, der dog omstruktureres – eller komprimeres – ned til fem uddannelsesniveauer med Folkeskole som det laveste niveau og Videregående uddannelse som det højeste. Der foretages endvidere en underopdeling af gruppen Erhvervsuddannelser på syv undervisningssektorer. Eksempler på konkrete uddannelser indenfor de enkelte uddannelsesgrupper findes i en pdf-fil på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl under Arbejdsmarked. For yderligere information omkring uddannelsesopgørelserne henvises til metodebeskrivelsen i seneste publikation af befolkningens uddannelsesprofil. 

2.3 Metode

Det overordnede udgangspunkt for valg af opgørelsesmetoder er de retningslinjer og definitioner på området, som er beskrevet af ILO’s statistiske kontor. Metoderne opfylder således – i videst muligt omfang – de internationale standarder på området.

2.3.1 Definition af beskæftigelse

ILO definerer i korte træk beskæftigelse som personer, der i en reference-periode har udført arbejde i mindst én time. Referenceperiodens længde er derimod ikke klart defineret, men det anbefales, at den er relativ kort – eksempelvis en dag eller en uge. Endvidere anbefales det, at der defineres en minimumsalder for arbejdsstyrken ud fra de særlige forhold, der er gældende i det pågældende land. Der anbefales derimod ikke en øvre aldersgrænse.

Med månedsopgørelser på løn og ikke på timer er datagrundlaget ikke formelt forenelig med ILO-definitionen, hvorfor det har været nødvendigt at lave en tilpasset definition for den grønlandske beskæftigelse. Dette er forsøgt gjort, så den ligger tættest muligt på ILO-definitionen.

 

Den korteste referenceperiode, de anvendte data muliggør, er én måned, hvilket er betydeligt længere end ILO’s anbefalinger på én dag eller én uge. For at begrænse betydningen af den relativt lange referenceperiode har det derfor været nødvendigt at hæve beskæftigelseskriteriet, der i ILO-definitionen er mindst én times arbejde. Idet statistikkens datagrundlag ikke indeholder oplysninger om den arbejdstid, der ligger til grund for lønudbetalingerne, har det endvidere været nødvendigt at definere en omregningsfaktor mellem arbejdstid og løn.

 

Beskæftigelseskriteriet er valgt til mindst én dags arbejde i en måned, hvilket med udgangspunkt i en arbejdsdag på 8 timer, en arbejdsuge på 5 arbejdsdage og en måned på 20 arbejdsdage skaleret ned vil svare til et kriterium på 0,4 timer med en referenceperiode på en dag, og 2 timer med en referenceperiode på en uge. Som omregningsfaktor er valgt SIK’s mindsteløn, idet det antages, at langt hovedparten af de personer, der vil ligge omkring grænsen, hører til blandt de lavest lønnede.

 

Grønlands Statistik har således valgt at definere, at en person er i beskæftigelse i en given måned, såfremt:

 

·         Personen ved udgangen af året er fyldt 15 år.

 

·         Personen har udført lønnet arbejde eller har optjent anden erhvervsrelateret indkomst – indhandling eller ”løn” fra egen virksomhed – i den pågældende måned.

 

·         Lønnen fra dette arbejde som minimum svarer til det beløb, som otte timers arbejde ville indbringe med en timesats svarende til mindstelønnen for ikke-faglærte arbejdere ifølge den på tidspunktet gældende overenskomst mellem SIK og Naalakkersuisut.

2.3.2 Datavalidering

Datamaterialet, som ligger til grund for opgørelserne, er skabt med et administrativt formål, hvilket i nogen grad kan begrænse materialets statistiske anvendelighed. Betydningen af, hvorvidt en lønudbetaling registreres for juni eller december, er formentlig væsentlig mindre i en skattemæssig sammenhæng, end den er i en statistisk kontekst. Som følge heraf er det af afgørende betydning for opgørelsernes kvalitet, at der foretages en omfattende datavalidering.

 

Af månedsspecifikationerne er det ikke muligt at afgøre, hvorvidt en registrering vedrører en arbejdsrelateret lønudbetaling, eller om der er tale om en ikke-beskæftigelsesrelateret udbetaling fx i form af en social ydelse. For at anvende månedsspecifikationerne til estimering af beskæftigelsen er det imidlertid vigtigt at rense materialet for udbetalinger af sociale ydelser m.fl. Dette sker ved brug af Grønlands Statistiks register over kommunale udbetalinger af indkomsterstattende ydelser. Med udgangspunkt i dette register opgøres den månedlige udbetaling af indkomsterstattende ydelser fordelt på de enkelte modtagere. Udbetalingerne frasorteres efterfølgende i månedsspecifikationerne knyttet til kommunerne.

 

Samme problematik gør sig gældende i andre brancher, der også udbetaler ikke-beskæftigelsesrelateret A-indkomst. Idet det antages, at beskæftigelsen er minimal i forhold til antallet af ikke-beskæftigede personer, der modtager ydelser fra disse brancher, er beskæftigede i pensionskasser samt syge- og livsforsikringsvirksomheder helt udeladt af statistikken.

 

Ekstraordinære udbetalinger vedrørende beskæftigelse i en flermåneders periode – eksempelvis feriepenge og særlige bonusordninger – identificeres, idet de efterfølgende fordeles ud på alle aktive måneder for den pågældende ansættelse i det pågældende år.

2.3.3 Beskæftigelse registret ved indhandling

Frem til og med 2013 indberettede indhandlingsstederne både indhandlingsbeløb og foreløbig skattetræk i månedsspecifikationerne, når fangere, fiskere m.m. foretog indhandling. Denne indberetningsprocedure medførte, at det ikke var muligt at adskille indhandlere fra almindelige lønmodtagere i de pågældende virksomheder. Indhandlingsbeløbet blev derfor sidestillet med løn. Lønopgørelserne til og med 2013 er derfor en anelse overvurderede – i særdeleshed inden for branchen Fiskeri, fangst og landbrug.

 

Fra 2014 indberetter indhandlingsvirksomhederne alene foreløbig skattetræk ved indhandling, hvilket har muliggjort en adskillelse af lønmodtagere og indhandlere i specifikationerne. Ved at anvende foreløbig månedlig skattetræk ved indhandling som fordelingsnøgle, er indhandlernes årsresultat, fra egen virksomhed, registreret i selvangivelserne fordelt ud som ”løn” på de enkelte måneder, hvor de pågældende har indhandlet.

 

Denne metodeændring betyder, at lønopgørelser fra og med 2014 er mere retvisende end tidligere, men også at der er et mindre databrud i serien, der bevirker, at lønudviklingen over tid – særligt inden for branchen Fiskeri, fangst og landbrug – bør foretage med en vis varsomhed.

 

I 2017 var 1.191 indhandlende fangere og fiskere registreret i beskæftigelse i gennemsnit pr. måned. Disse udgjorde 27,1 pct. af beskæftigelsen inden for branchen Fiskeri, fangst og landbrug og 4,5 pct. af den samlede beskæftigelse.   

2.3.4 Imputering af ikke-registreret beskæftigelse

Efter at ovenstående valideringsarbejde er udført og data er samkørt med Grønlands Statistiks befolkningsregister, således at data afgrænses til den fastboende befolkning  over 14 år, samkøres data med Grønlands Statistiks indkomstregister med henblik på at imputere beskæftigelse, som ikke dækkes af månedsredegørelserne og månedsspecifikationerne. I praksis gøres dette ved at identificere personer, der opfylder nedenstående kriterier:

 

·         Personen er ikke registret som beskæftiget i mere end seks måneder i det midlertidige beskæftigelsesregister, der er dannet efter ovenstående valideringer.

 

·         Personen har ifølge indkomstregistret en betydelig – defineret ud fra bruttoindkomstdeciler i indkomststatistikken – registreret A-indkomst eller indkomst fra egen virksomhed, der ikke i forvejen er registreret i månedsspecifikationerne (hverken løn eller senere frasorterede ikke-beskæftigelsesrelaterede indkomster). Grænsen for, hvornår disse indkomster er betydelige, gradueres efter antal måneder, hvor personen i forvejen er registret beskæftiget eller som arbejdssøgende.

 

·         I måneder, hvor personen har ladet sig registrere som arbejdssøgende, vil vedkommende ikke kunne betragtes som beskæftiget (dette gælder udelukkende for den imputerede beskæftigelse).

 

Den imputerede beskæftigelse udgjorde i 2015 673 personer i gennemsnit pr. måned, hvoraf 65 var lønmodtagere og 608 var selvstændige. Idet der i indkomstregistret ikke foreligger oplysninger om, ved hvilke arbejdsgivere A-indkomsten er optjent, er den imputerede lønmodtagerbeskæftigelse tildelt branchen Uoplyst. Den imputerede beskæftigelse blandt selvstændige er brancheplaceret ud fra det i selvangivelsen angivne virksomhedsnummer (GER-nummer). I tilfælde, hvor selvstændige ikke har angivet virksomhedsnummer, er beskæftigelsen tildelt branchen Fiskeri, fangst og landbrug, såfremt vedkommende har registreret indhandling i selvangivelsen. Ellers anvendes branchen Uoplyst, såfremt der hverken er registreret virksomhedsnummer eller positiv indhandling i selvangivelsen.

 

Statistikkens datagrundlag indeholder ikke månedsspecifikationer fra dansk-registrerede arbejdsgiver før 2015. Følgelig er lønmodtagerbeskæftigelsen i 2014 og tidligere imputeret som beskrevet ovenfor, og denne er – grundet manglende arbejdsgiveroplysninger – derfor placeret under branchen Uoplyst. Idet der i overvejende grad er tale om statslige arbejdspladser bl.a. politi og kriminalforsorg, betyder det forbedrede datagrundlag, at der fra og med 2015 er 450-500 jobs placeret under Offentlig administration og service, der før 2015 var placeret under Uoplyst. Der er derfor tale om et databrud, og den offentlige beskæftigelse skønnes at være undervurderet med op mod 500 personer i opgørelser før 2015. Den offentlige beskæftigelse menes derfor at være reelt uændret fra 2014 til 2015.

2.3.5 Beskæftigelsesregistret

Ud fra de validerede data og den imputerede beskæftigelse dannes det endelige beskæftigelsesregister, der danner grundlag for selve beskæftigelses-statistikken. Registret er afgrænset til den fastboende befolkning – defineret som alle personer bosiddende i landet såvel primo som ultimo det pågældende år – og som ved årets slutning var fyldt 15 år. I tabel 2.1 angives størrelsen af de to populationer, hvis fællesmængde definerer den fastboende befolkning. Som det fremgår af tabellen, indgik ca. 3 pct. af ultimo-populationen i 2017 ikke i den fastboende befolkning.

 

Tabel 2.1 Den fastboende befolkning

 

2013

2014

2015

2016

2017

Befolkning primo, mindst 14 år ..................

45.062

45.041

44.896

44.871

44.915

Befolkning ultimo, mindst 15 år ..................

44.238

44.101

44.065

44.081

44.134

Fastboende befolkning, mindst 15 år ultimo ........

42.914

42.664

42.610

42.488

42.673

 

Beskæftigelsesregistret indeholder – udover oplysninger om registreret løn, skat og branche – også en oplysning, hvorvidt den pågældende ansættelse er klassificeret som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse. Hovedbeskæftigelse defineres som den ansættelse, hvor personen i den pågældende måned har højest registreret løn. Alle øvrige ansættelser for den pågældende person i den pågældende måned defineres som bibeskæftigelse. Endvidere er der knyttet demografiske og geografiske oplysninger på registret.

2.3.6 Statistikbanken

Grønlands Statistikbank, der findes på adressen bank.stat.gl, indeholder otte detaljerede tabeller vedr. beskæftigelsen. Her er det muligt at skræddersy egne opgørelser over beskæftigelsen. Alle tabeller og figurer i kapitel 1 er dannet på baggrund af udtræk fra disse matricer. Kildehenvisning er angivet under hver tabel og figur.

2.4 Fejlkilder

Registrene, som udgør det datamæssige grundlag for beskæftigelses-statistikken, er dannet ud fra store mængder administrative data. Af den grund foreligger der naturligvis en række potentielle fejlkilder. De væsentligste af disse fejlkilder præsenteres herunder.

 

Beskæftigelsesstatistikken bygger på data om arbejdsgivernes månedlige indberetning af løn m.m. Selve beskæftigelsesstatistikken hænger derfor uløseligt sammen med kvaliteten i de månedlige indberetninger. Praksis for periodisering af lønningerne i den enkelte virksomhed er således af afgørende betydning for det endelige beskæftigelsesregister, og udgør af samme grund i betydelig usikkerhedsfaktor for kvaliteten af det endelige register.

 

Som beskrevet i afsnit 2.3.2 om datavalidering er der stor bevågenhed omkring denne problematik i tilblivelsen af det endelige register. Som noget særligt bruges der en del ressourcer på at identificere ekstraordinære enkelt-udbetalinger, som vedrører beskæftigelse i en flermåneders periode, så som feriepenge og særlige bonusordninger.

 

På grund af størrelsen og kompleksiteten af datamaterialet må det dog alt andet lige forventes, at en vis del af disse ekstraordinære udbetalinger ikke lader sig identificere og følgelig må anses som en fejlkilde. Denne type fejlkilder har utvivlsomt størst indvirkning på opgørelserne af månedsløn, mens det skønnes, at problematikken ikke har den store betydning for kvaliteten af selve beskæftigelsesopgørelserne.

 

For lønningerne vurderes fejlene at have størst betydning for december, hvor feriepengene typisk registreres. Derfor kan månedslønnen for december – og dermed for fjerde kvartal – være overvurderede. De tilsvarende tal for de andre kvartaler vil i så fald være undervurderede. Derfor bør sammenligninger af kvartalstal for gennemsnitlige månedslønninger foretages med en vis varsomhed.

 

En lignende problematik gør sig gældende vedr. registrering af indkomst-erstattende offentlige ydelser, der i datavalideringen anvendes til – residualt – at udlede beskæftigelsesrelaterede kommunale udbetalinger. Udbetaling af indkomsterstattende ydelser kan ikke nødvendigvis henføres til selve registreringsmånederne. Eksempelvis kan de reelle udbetalinger for flere måneder ligge under samme registrering i det administrative register. På trods af en omhyggelig datavalidering, udgør udbetalingen af indkomsterstattende offentlige ydelser en potentiel fejlkilde ift. det endelige beskæftigelsesregister.

 

Til og med 2013 blev løn for indhandlende fangere og fiskere opgjort brutto. Det vil sige, at indhandlingsbeløbet blev sidestillet med løn. Opgørelserne af månedsløn for denne gruppe er derfor overvurdererede før 2014. Den ændrede procedure fra 2014 har medført mere retvisende lønopgørelser for fiskere og fangere, hvilket dog samtidig må betragtes som et mindre databrud. Analyser af lønudviklingen over tid skal derfor foretages med en vis varsomhed – i særdeleshed inden for branchen Fiskeri, fangst og landbrug, men også inden for demografiske og geografiske undergrupper, hvor en relativ stor andel er indhandlende fangere og fiskere. Procedureændringen skønnes derimod ikke at have væsentlig betydning for opgørelserne over beskæftigede personer i gruppen.

 

Der er i sagens natur en vis usikkerhed forbundet med den imputerede beskæftigelse. Idet selvangivelserne – og derved indkomstregistret – er årsopgjort, er det ikke muligt ud fra disse data at periodisere den imputerede beskæftigelse. En person kan på få måneder optjene en relativ høj årsløn, der alene indikerer, at vedkommende har været i beskæftigelse i alle 12 måneder det pågældende år. Omvendt kan en person også være løst beskæftiget i alle 12 måneder. Men hvis indkomsten herfra er tilstrækkelig beskeden, vil den ikke blive fanget i imputeringen.

 

Grundet manglende detaljeringsgrad i data fra dansk-registrerede arbejdsgivere før 2015 skønnes beskæftigelsen i Offentlig administration og service at være undervurderet med op mod 500 personer i gennemsnit pr. måned i 2014 og tidligere, jf. afsnit 2.3.4. Idet denne beskæftigelse i årene før 2015 er placeret under Uoplyst, påvirker dette forhold ikke opgørelserne over den samlede beskæftigelse.

 

Beskæftigelsesstatistikken brancheopdeles på baggrund af arbejdsgiverens registrerede branche i henhold til Grønlands Erhvervsregister (GER). Nøjagtigheden i den branchefordelte beskæftigelse hviler således på, hvor præcist de enkelte virksomheder er brancheplaceret i GER. Som udgangspunkt anses GER imidlertid for retvisende. Metoden har dog visse begrænsninger, særligt i de tilfælde, hvor en virksomhed har flere forskelligartede aktiviteter, der reelt set burde fordeles på forskellige brancher. Denne fejlkilde er imidlertid forsøgt begrænset ved at gå fra den stringente brancheinddeling i GER til den brancherelaterede inddeling, jf. afsnit 2.2.

 

De største offentlige arbejdsgivere, selvstyret og kommunerne, dækker over en lang række forskellige arbejdsfelter såsom undervisning, sundhedsvæsen og administration. Som lønudbetalende arbejdsgivere optræder det offentlige dog kun som én enkelt arbejdsgiver hver især, hvorfor beskæftigelsen inden for hver enkelt af disse enheder ikke – med det anvendte datagrundlag – kan branchefordeles efter aktivitet. Al beskæftigelse fra disse arbejdsgivere er derfor klassificeret som Offentlig administration og service. For udspecificering af beskæftigelsen i den offentlige sektor henvises til Grønlands Statistiks seneste udgivelse af statistikken over Offentlige ansatte. Statistikken over offentligt ansatte dannes imidlertid direkte ud fra det offentlige lønsystem, og er således ikke umiddelbart sammenlignelig med beskæftigelsesstatistikken.